Forside Resiliens for dig Ekspertise Firma baggrund Referencer Teori og Modeller

Guldet er derude!

Efter femogtyve år som leder i det private og aktivt medlem i mange ERFA og netværksgrupper samt frivillige foreninger, hvor jeg gang på gang i fællesskab med de involverede har fundet "guld og gode ideer", så fik jeg sparket af gode venner.
De siger, jeg kan hjælpe mange andre med at finde guldet frem.
Min mor var folkeskolelærer i mange år og engang sagde hun til mig "Nanna, nu har jeg været lærer i mere end tyve år og i alle de år har jeg endnu ikke mødt én elev, der ikke var god til noget.

Alle er gode til noget, man skal blot sørge for at lede det rigtige sted.
Min mor er en klog kvinde. Og jeg har altid båret denne tilgang med mig i hjertet. Når jeg mødt medarbejdere, der var ordblinde, har jeg rost dem for deres fantastiske evner til at bruge deres kreativitet og det fagværk, de kunne frembringe med deres hænder og deres fantasi. Når jeg har mødt mennesker, som var meget fokuserede på, at alt skulle gå efter en regelret snor, har vi fundet nogle opgaver, som kvalitetskontrol eller sikkerhedsansvarlig, hvor disse medarbejdere blomstrede op.

Når jeg har ansat nydanskere eller tidligere straffede i produktionen har de vist mig stor tillid og taknemmelighed og aldrig svigtet mig.

Vi er alle mennesker og vi har alle evner. Det gælder ledere og det gælder også alle andre.
De dygtigste ledere er dem, der tør lade sig omgive af dygtige folk, dem der ved mere end dem selv på givne fagområder, for da vil de sammen udgøre et uovervindeligt team.

Jeg er oprindelig uddannet med en HHX, en grundig engrosuddannelse på kontor, merkonom i indkøb, markedsføring og personale. Her ud over har jeg tilegnet mig en stribe efteruddannelseskurser i alt mellem himmel og jord, som jeg fandt givende i rette situation. De seneste år har jeg opgraderet min viden med en HD Bachelor i administration og Supply Chain er igangværende.

Min kombination af at have en høj faglig stolthed, anstændig tilgang til mennesker og processen giver meget ofte resultater ud over det sædvanlige.
Det er jeg selvfølgelig glad for, men det glæder mig mest, når et andet menneske siger til mig. Nanna, tak fordi du var så vedholdende, vi var aldrig nået så ambitiøst et mål, hvis ikke det var for din entusiasme og dit drive, Om han/hun er direktør, leder, medarbejder eller blot en ny ven og et menneske, jeg har hjulpet på vejen, det er ikke så afgørende.

Som min skønne teenagesøn skrev i et digt for nylig "We are only humans.
TRO kan flytte bjerge, TRO kan flytte mennesker, MENNESKER kan få virksomheder til at flyve.
GULDET er derude og jeg vil gerne hjælpe dig med at finde det.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.